”4 Corners” – Concerto Grosso opføres den 21. og den 23. januar 2008 af Sjællands Symfoniorkester med 4Elements som solister, henholdsvis i Tivolis Koncertsal og Roskilde Hallerne. Begge aftner kl. 19:30. Morten Ryelund, en af de yngre danske dirigenttalenter, står i spidsen for ”De fire elementer”, der består af trompet, saxofon, accordeon og kontrabas og hele Sjællands Symfoniorkester.
Og mere om koncerterne på: www.symfonien.dk, www.tivoli.dk, www.roskildekongrescenter.dk
Peter Bruun skriver:
En "Concerto Grosso" er en stor ting. Ja, det er vist det, det betyder: En "Stor koncert". Der er de "fire elementer": Fire fantastiske musikere, fire prægtige mænd i nogenlunde den samme - mandens bedste - (panik)alder som mig selv. Og de fire udgør samtidig et virtuost og tæt sammenspillet kammerensemble - "4Elements". Og der er to andre elementer: Hele Sjællands Symfoniorkester, og en dygtig, dynamisk, ung dirigent. Mulighederne for at spille med og "imod" hinanden er mangfoldige. Det har været en drømmeopgave at lave denne "Concerto Grosso" til Sjællands Symfoniorkester, Morten Ryelund og 4Elements. Og det håber jeg, at man kan høre, at det har været. Det har været næsten som at være et barn i en legetøjsbutik. Helt fra jeg begyndte mit arbejde med stykket, tænkte jeg, at det måtte gælde om at komme "ud i krogene"; at afsøge de fire musikeres mange udtryksmuligheder, når de spiller sammen med hinanden og sammen med orkestret. Deraf titlen: "4 Hjørner". Hver af de fire musikere i ensemblet har sin sats, hvor han er særligt i fokus: Første sats er en dyster indledning med kontrabassen som det ledende instrument. Derefter er det accordeonet, der fører, i en hektisk, hurtig og virtuos sats. Tredjesats er en lang og dvælende melodi med vers og omkvæd. Accordeonet indleder, herefter fører saxofonen an, spiller melodien og spiller en improviseret solo over melodiens harmonier. Fjerde sats er igen hurtig. Trompeten anfører 4elements i et vekselspil med orkestret, der spiller den samme slags musik som ensemblet men i et andet tempo. I to omgange kappes orkestret og ensemblet om at komme til, indtil de mødes, og de to forskellige tempi spiller oveni hinanden. I de to sidste satser spiller Jesper Egelund på "dobro" - en særlig form for guitar især brugt i amerikansk blue-grass-musik.