Et gigantisk værk ”Entropia” uropføres hele to gange af Radiosymfoniorkestret og Radiokoret på torsd
8th April 2002
Uropførelserne af Karsten Fundals Violinkoncert og Slagtøjskoncert i slutningen af 90’erne markerede Fundal som en vigtig dansk komponist. Siden har komponisten været dykket ned i arbejdet på sit største værk nogensinde, Entropia, der er bestilt af Radiosymfoniorkestret – og resultatet kan høres i denne uge.
At værket har krævet flere års arbejde og slid forstås bare ved at kigge i partituret. Værket involverer nemlig ud over stort symfoniorkester og stort kor – sopran og baryton solist, et spøgelses-orkester, der er optaget forud for koncerten og en sampler, der giver ekkoer af orkestrets lyd. Marimbaer og vibrafoner udgør 22 meter på scenen, og Radiosymfoniorkestret må i det hele taget udvide scenen for at kunne opføre værket.
Idéen bag værket er ikke mindre end en vision om at fremstille The Big Bang og tiden efter. Komponisten skildrer et Big Bang musikalsk og leder os videre ud i universet. Koret synger en næsten 3.000 år gammel tekst på sanskrit, der beskriver skabelsen i en poetisk-mytologisk form, hvis formuleringer af og til stemmer næsten uhyggeligt overens med vores nutidige videnskabelige opfattelse. Værket falder i to dele, hvor den 1. del er i forbindelse med den før-menneskelige tid, koncentrerer 2. halvdel sig om menneskets konflikter i forhold til tiden. I slutningen antydes evigheden i en åndelig betydning. Karsten Fundal kalder det en slags Abgesang i romantisk næsten mahlersk forstand. De to solister synger her to digte af Rilke, der handler om menneskets forhold til evigheden.
Entropia uropføres af Radiosymfoniorkestret, Radiokoret, Susanne Elmark og Steen Byriel dirigeret Johannes Harneit torsdag den 11. april i Radiohusets koncertsal.