Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Niels Rosing-Schow
Concerto for Saxophone (2003)
- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
Composed for DR and dedicated to Jeanette Balland.
I. Pace, II. Flux, III. Interlock-Coda
- 4(2pic).3(ca).3(bcl)+bcl.3(cbn)/4.3.3.1/3perc/pf/sampler/str(16.14.12.10.8)
- Saxophone
- 26 min
Programme Note
Saxofonkoncerten er i mange henseender et søsterværk til min violinkoncert Trees, som blev uropført af Christina Åstrand og Thomas Dausgaard i spidsen for DR Radiosymfoniorkestret i 2001. I forholdet mellem solist og orkester er slægtskabet tydeligt. Jeg søger ligesom i violinkoncerten en relation, der ikke kun er akkompagnement, ikke kun er kontrast, ikke kun er ‘koncerterende’ (i den gl. betydning ‘kappestrid’), men en relation, der er en ‘forlængelse’ og ‘afsmitning’ af soloinstrumentets klang og stof ind i orkestret. Hvad angår orkestrets klanglige ressourcer, dens anlæg og varighed er saxofonkoncerten absolut en ’storesøster’ til violinkoncerten.
De tre satser er et nutidigt spejlbillede af den traditionelle koncertform: en stor allegro som åbningssats, et intermezzo som mellemsats og en afsluttende rondo-finale (evt. med tilbageblik til 1. sats). Satserne har fået titlerne I. Pace ("fremdrift"/"fart"), II. Flux ("flydende") og III. Interlock ("sammenfletning") med afrundende Coda.
1. sats er skrevet for barytonsax, den dybeste af saxofonfamiliens fire gængse medlemmer. Dens store register - fra den rå dybde over det sonore mellemregister til den spændte højde - kommer til udfoldelse i en musik hvis nøgleord er energi og stadig fremdrift. Men et par gange undervejs er det som om der bliver ’slukket på kontakten’ - eller at den tværtimod får en ekstra gang speed!
I 2. sats skifter solisten til altsax. Forløbet er bølgende og næsten amorft, præget af flydende, mikrotonale melodier og vekslende lyse og mørke klange.
3. Sats, Interlock er faktisk en slags rondo, eller rettere en rytmisk dobbelt-rondo, idet der er to gentagne rytmemønstre, som flettes ind i hinanden. Til hvert rytmemønster er knyttet et bestemt toneudvalg. Undertiden flettes disse således sammen, at de udfylder hele det kromatiske tonerum. Omkring midten af satsen ’kommer der elastik i tiden’, den motoriske musik gearer ned til slowmotion og tynder ud: et lyrisk moment bemægtiger sig kortvarigt satsen.
Som koncertens afslutning bringer en drømmende og fabulerende solo for barytonsax førstesatsen i erindring.
Kontrasten mellem satserne er nok det mest fremtrædende, men ud over codaens reference til 1. sats har de adskillige ’underjordiske’ forbindelser, f.eks. mellem motorikken i ydersatserne og mellem harmonikken i dele af 1. sats og 2. sats.
Værket er tilegnet Jeanette Balland.
De tre satser er et nutidigt spejlbillede af den traditionelle koncertform: en stor allegro som åbningssats, et intermezzo som mellemsats og en afsluttende rondo-finale (evt. med tilbageblik til 1. sats). Satserne har fået titlerne I. Pace ("fremdrift"/"fart"), II. Flux ("flydende") og III. Interlock ("sammenfletning") med afrundende Coda.
1. sats er skrevet for barytonsax, den dybeste af saxofonfamiliens fire gængse medlemmer. Dens store register - fra den rå dybde over det sonore mellemregister til den spændte højde - kommer til udfoldelse i en musik hvis nøgleord er energi og stadig fremdrift. Men et par gange undervejs er det som om der bliver ’slukket på kontakten’ - eller at den tværtimod får en ekstra gang speed!
I 2. sats skifter solisten til altsax. Forløbet er bølgende og næsten amorft, præget af flydende, mikrotonale melodier og vekslende lyse og mørke klange.
3. Sats, Interlock er faktisk en slags rondo, eller rettere en rytmisk dobbelt-rondo, idet der er to gentagne rytmemønstre, som flettes ind i hinanden. Til hvert rytmemønster er knyttet et bestemt toneudvalg. Undertiden flettes disse således sammen, at de udfylder hele det kromatiske tonerum. Omkring midten af satsen ’kommer der elastik i tiden’, den motoriske musik gearer ned til slowmotion og tynder ud: et lyrisk moment bemægtiger sig kortvarigt satsen.
Som koncertens afslutning bringer en drømmende og fabulerende solo for barytonsax førstesatsen i erindring.
Kontrasten mellem satserne er nok det mest fremtrædende, men ud over codaens reference til 1. sats har de adskillige ’underjordiske’ forbindelser, f.eks. mellem motorikken i ydersatserne og mellem harmonikken i dele af 1. sats og 2. sats.
Værket er tilegnet Jeanette Balland.