Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Vagn Holmboe
Koncert for Bratsch, Op. 189 (1992)
(Concerto for Viola)- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
Programme Note
For bratsch og orkester har Holmboe tidligere skrevet en kammerkoncert (1943) som led i en serie på i alt 13 koncerter med mindre orkester. Bratschkoncerten er blevet til i 1992 og er skrevet til Rivka Golani.
Af værkets to satser er den anden den længste og mest afvekslende. Første sats indledes af et kort orkester-tutti i fortissimo, og derefter får solisten lov til at gøre entré alene med et båret motiv, før orkesteret slutter sig til og tager magten midlertidigt med en gentagelse af indledningstutti'et. Mod satsens slutning markerer solistensig atter stærkt med sit indledningsmotiv, og derefter dør musikken ud med de sordinerede strygeres pianissimo-version af orkesterindledningen.
I anden sats danner værkets eneste solokadence overgangen mellem den indledende energiske allegro og den efterfølgende gennemsigtigt instrumenterede, pastorale andante. I det afsluttende vivace-afsnit får solisten lejlighed til at brillere, før komponisten til allersidst lægger musikken til ro og - umiddelbart overraskende, men logisk nok ved nærmere eftertanke - lader solisten få det allersidste ord.
Af værkets to satser er den anden den længste og mest afvekslende. Første sats indledes af et kort orkester-tutti i fortissimo, og derefter får solisten lov til at gøre entré alene med et båret motiv, før orkesteret slutter sig til og tager magten midlertidigt med en gentagelse af indledningstutti'et. Mod satsens slutning markerer solistensig atter stærkt med sit indledningsmotiv, og derefter dør musikken ud med de sordinerede strygeres pianissimo-version af orkesterindledningen.
I anden sats danner værkets eneste solokadence overgangen mellem den indledende energiske allegro og den efterfølgende gennemsigtigt instrumenterede, pastorale andante. I det afsluttende vivace-afsnit får solisten lejlighed til at brillere, før komponisten til allersidst lægger musikken til ro og - umiddelbart overraskende, men logisk nok ved nærmere eftertanke - lader solisten få det allersidste ord.