Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Thomas Agerfeldt Olesen
Der Wind bläset wo er will (2009)
- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
- 4(2afl,2pic).2+ca.4(ebcl.bcl).3(cbn)/4341/4perc/hp.cel(pf)/str (16.14.12.10.8)
- 25 min
Programme Note
Thomas Agerfeldt Olesen er en opdagelsesrejsende i lyd, og han ønsker at finde nye måder at benytte de musikalske ”grundopdagelser”, som er hans ord for urgamle fænomener som fx dur og mol. I stedet for at kaste dette menneskelige fællesods bort (eller omvendt bruge det helt ukritisk og tilfældigt) vil Thomas Agerfeldt Olesen genopdage musikkens elementer. ”Den vej, som jeg gerne vil gå, er opmærksomhedens vej”, forklarer han. ”Er jeg som komponist opmærksom, så vil jeg se, at selv om alle de gamle opdagelser stadig findes, er de hele tiden i bevægelse i mit eget sind, og de skal derfor opdages igen.”
Der Wind bläset wo er will er Thomas Agerfeldt Olesens hidtil største orkesterværk. Titlen er taget fra Johanesevangeliet (”Vinden blæser, hvorhen den vil”) og er på tysk, ligesom mange andre af Agerfeldt Olesens værktitler. Dels fordi han er bosat i Tyskland, dels fordi han melder sig ind i en tysksproget, modernistisk musiktradition med rødder mere end 100 år tilbage.
Thomas Agerfeldt Olesen har især skrevet instrumentalmusik. ”Fordi den er så ’virkelighedsfjern’, er instrumentalmusikken en af de reneste (og derfor sværeste) veje til det menneskelige sind,” siger han. Komponisten har selv skrevet en introduktion om tankerne bag værket:
”Fra spædbørnsalderen udvikler vi en evne til beredskab. En livsvigtig læring, der uhensigtsmæssigt nok smitter af på vores holdning til livet: vi vil helst kende mest muligt på forhån dog være ’forberedte’. I skoven tager det os tre sekunder at registrere de mest basale ting. Så kan skovturen begynde, og den foregår som regel mest i hovedet: Her er der skov, den er grøn, himlen er blå der er dejlig bakket, fuglene synger, nej, hvor er her skønt. Vi kobler fra, kalder vi det. Når vi kobler opmærksomheden fra, føler vi, at vi er forberedte, at vi ved på forhånd, hvordan en skøn skov er.”
”Jeg tænkte, at jeg med dette stykke, hvor jeg kunne skabe ekstremt mange uventede klangfarver, klangsammenstød og rum, kunne skabe en helt anderledes skov, hvo vinden så at sige blæser, hvorhen den vil, og ikke derhen, hvor vi vil. Et stykke, hvor jeg som lytter kunne føle et virkelighedsnært kontroltab.
For at forstærke følelsen af at lytteren ikke befinder sig i menneskeland, støder musikken hen imod slutningen på rester af forvitret menneskelighed. Jeg forestillede mig, at man midt i den barske natur fandt en gammel grav, der så viste sig at være Frédéric Chopins.”
- Af Jens Cornelius
Der Wind bläset wo er will er Thomas Agerfeldt Olesens hidtil største orkesterværk. Titlen er taget fra Johanesevangeliet (”Vinden blæser, hvorhen den vil”) og er på tysk, ligesom mange andre af Agerfeldt Olesens værktitler. Dels fordi han er bosat i Tyskland, dels fordi han melder sig ind i en tysksproget, modernistisk musiktradition med rødder mere end 100 år tilbage.
Thomas Agerfeldt Olesen har især skrevet instrumentalmusik. ”Fordi den er så ’virkelighedsfjern’, er instrumentalmusikken en af de reneste (og derfor sværeste) veje til det menneskelige sind,” siger han. Komponisten har selv skrevet en introduktion om tankerne bag værket:
”Fra spædbørnsalderen udvikler vi en evne til beredskab. En livsvigtig læring, der uhensigtsmæssigt nok smitter af på vores holdning til livet: vi vil helst kende mest muligt på forhån dog være ’forberedte’. I skoven tager det os tre sekunder at registrere de mest basale ting. Så kan skovturen begynde, og den foregår som regel mest i hovedet: Her er der skov, den er grøn, himlen er blå der er dejlig bakket, fuglene synger, nej, hvor er her skønt. Vi kobler fra, kalder vi det. Når vi kobler opmærksomheden fra, føler vi, at vi er forberedte, at vi ved på forhånd, hvordan en skøn skov er.”
”Jeg tænkte, at jeg med dette stykke, hvor jeg kunne skabe ekstremt mange uventede klangfarver, klangsammenstød og rum, kunne skabe en helt anderledes skov, hvo vinden så at sige blæser, hvorhen den vil, og ikke derhen, hvor vi vil. Et stykke, hvor jeg som lytter kunne føle et virkelighedsnært kontroltab.
For at forstærke følelsen af at lytteren ikke befinder sig i menneskeland, støder musikken hen imod slutningen på rester af forvitret menneskelighed. Jeg forestillede mig, at man midt i den barske natur fandt en gammel grav, der så viste sig at være Frédéric Chopins.”
- Af Jens Cornelius