Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- John Frandsen
Requiem (2010)
- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
- 2+pic.2+ca.2+bcl.2+cbn/4331/timp.4perc/org/str
- SATB,SSAA
- SATB
- 1 hr 30 min
Programme Note
’Requiem’: Den største opgave en komponist kan give sig selv
Interview med John Frandsen
Dette interview havde som primært formål at få klargjort nogle af John Frandsens tanker omkring betydningen og skabelsen af et så stort og religiøst værk, og mere konkret hvorfor han ser et rekviem som den største opgave for en komponist, samt hvad der ligger til grund for valget af at dedikere værket til ofrene fra Utøya?
– Hvad har det betydet for dig som komponist at skrive et rekviem?
– Det betyder rigtig meget. Jeg har arbejdet i forskellige spor gennem hele min karriere. Jeg er uddannet kirkemusiker, jeg har et tæt forhold til religion og har derigennem skrevet en hel del kirkemusik. Jeg har ligeledes skrevet en del vokalmusik, en hel række operaer og tilmed også nogle symfoniske værker. Jeg oplever mit rekviem som et musikalsk samlingspunkt, hvor alle disse spor integreres og danner ét værk. Rekviemmet består af kirkemusik, vokalmusik og symfonisk musik. Det er jo med sin billedskabende tekst et meget dramatisk værk ligesom operaen. På den måde er al mit kompositoriske arbejde her forenet i ét samlet værk – et værk, som jeg har lagt rigtig meget af mig selv i.
Et rekviem er et enormt stort format at arbejde med, da det tematiserer nogle helt grundlæggende larger than life-spørgsmål, som besidder en form for universel og eksistentiel karakter. Ligesom i en vellykket opera løfter tematikken sig op over historien til et mere almengyldigt, overpersonligt og arketypisk lag. Det har været en meget omfattende, men også en meget tilfredsstillende proces at komponere værket.
– Har din skriveproces adskilt sig fra dit tidligere arbejde?
– Det har været en meget anderledes opgave. Og det tror jeg hænger sammen med, at et rekviem jo i sagens natur er den blodige alvor ... en komponist skriver ikke to rekviemmer. Det er et massivt, enkeltstående statement. Derfor har jeg måttet tage langt tilløb, inden jeg gik i gang med værket. Ideen opstod mens jeg skrev operaen I-K-O-N™, der blev vist på Det Kongelige Teater, og det er altså 10 år siden nu. En dag spurgte én fra teatret mig, om jeg nogensinde havde overvejet at skrive et rekviem. Jeg havde sådan set gået med tankerne tidligere, men min kollegas opfordring skubbede mig i den rigtige retning.
Dernæst var der en masse andre tilløb til det. Jeg havde en sæson i 2005, hvor jeg var huskomponist for Sjællands Symfoniorkester, og egentlig lavede jeg en aftale med dem om, at jeg skulle skrive et rekviem som en del af min tid hos dem. Så skete der forskellige ting, nogle hørte om det, og pludselig kom det på tale, at det kunne blive en DR-bestilling i stedet, hvilket jeg jo selvfølgelig blev enormt glad for. Det betyder, at man får stillet helt kolossale ressourcer til rådighed.
Sådan startede det hele. Da jeg havde færdiggjort de sidste projekter hos Sjællands Symfoniorkester i 2006, gik jeg for alvor i gang med at skrive. Og sådan fortsatte jeg forholdsvis intensivt gennem de efterfølgende tre år. Et arbejde, der bragte mig utrolig meget glæde, men også et arbejde med en ufattelig tyngde; rekviemteksten er enormt tung at arbejde med!
– Hvor har du fundet inspirationen til at skrive et så åndeligt og religiøst værk?
– Inspirationen opstod, da præsten i den kirke, hvor jeg arbejder som organist, præsenterede mig for Simon Grotrians tekster. Jeg blev hurtigt utrolig betaget af hans arbejde. Grotrians tekster er så malende, de kalder nærmest på musikken, og så omhandler de i øvrigt tematikker, som har optaget mig gennem mange år.
Jeg var ung i en periode, hvor hele ungdommen var præget af stor sorgløshed. Hvor hele verden åbnede sig, og peace, love and harmony var på alles læber. En ekspansiv flowerpower-generation, som egentlig levede på en enorm, og på mange måder også naiv, optimisme. Den havde sine skyggesider. Mange af mine jævnaldrende døde af overdosis, mens andre endte deres ungdom i forfærdelige misbrug. Men grundlæggende herskede der en fantastisk optimistisk stemning, en stemning som jo har ændret sig radikalt i dag. Hvis jeg spørger mine børn, hvad deres syn på verden i dag og på fremtiden er, så bliver de mørke. Global opvarmning, terrorfrygt, indvandrerdebatter, sult, hungersnød og alverdens andre nærværende trusler truer verdensfreden i dag.
Derfor synes jeg, at mit Requiem bliver samtidsrelevant – jeg er ikke sikker på, at jeg havde skrevet et rekviem i 1968. Værket knytter sig til stemningen i vores epoke, og det har jeg yderligere forsøgt at understrege ved at lade Simon Grotrians tekster være omdrejningspunktet for hele værket. Teksterne er frit associerende, utrolig syrede, og har jo i virkeligheden meget til fælles med rekviem-teksterne i deres billedlige natur. Grotrians tekster er som en forunderlig fusion af Kingo, Frank Zappa og Halfdan Rasmussen. På en måde har hans tekster lidt af det hele, og er derfor utroligt inspirerende at arbejde med.
– Du har valgt at skrive rekviemmet i det helt store format: Symfoniorkester, solister og to kor. Hvorfor har du valgt netop dette store format?
– Når DR kommer ind over projektet, så åbner der sig nogle muligheder. Én af mulighederne kommer i form af de enorme musikalske ressourcer, de stiller til rådighed. Samtidig er rekviemmet jo ikke en lille sag. Især i teksterne males der med store penselstrøg, og derfor fortjener værket at blive opført i det helt store format. På den anden side har jeg jo valgt et helt andet format til Grotrians sange, for dér er hverken orkestret eller koret med. Der er faktisk kun et orgel, og så er der Teitur, som opfører versene.
Teiturs stemme er fra en anden verden, så et eller andet sted vil man også i selve formen opleve en spænding mellem den gamle – og den nye verden. At tingene har et tematisk fællesskab, men med et forskelligartet tidsmæssigt udgangspunkt.
– Til sidst kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor du har valgt at dedikere værket til ofrene på Utøya?
– Det havde jeg rigtig mange overvejelser omkring. Jeg havde på ingen måde lyst til at slå plat på andres tragedie – eller at lave et PR-stunt på bekostning af andre menneskers lidelser. Men på den anden side havde jeg det altså sådan sidste sommer, da retssagen mod Anders Breivik fandt sted, at det var så uhyrlig og sjælsrystende at høre de overlevende fortælle om de dramatiske timer på Utøya. Hvordan de havde overlevet, ved at lade som om de var døde i en bunke af omkomne kammerater. Det er så uhyrligt grænseoverskridende. Der er dén historie at fortælle, og så er der 11. september – begge ufattelige og dybt tragiske hændelser med hver sit religiøse, fundamentalistiske udgangspunkt. To frygtelige eksempler på, hvad religiøs fundamentalisme kan drive mennesker til, og hvordan det kan bruges til at legitimere forbrydelser og ugerninger. Jeg følte et behov for at bruge denne anledning til at markere, at det ikke er min opfattelse af, hvad kristendom og religion handler om. For mig er det i virkeligheden et partsindlæg. En medfølelse med alle de mennesker der stadig lider af smerter og eftervirkninger af tragedien, men også et personligt behov for at fortælle, at religion handler om andet end at slå hinanden ihjel i Vorherres navn. Dét vil jeg gerne markere med værket.
– Interviewer: Mads Tamborg, Wilhelm Hansen Musikforlag
Interview med John Frandsen
Dette interview havde som primært formål at få klargjort nogle af John Frandsens tanker omkring betydningen og skabelsen af et så stort og religiøst værk, og mere konkret hvorfor han ser et rekviem som den største opgave for en komponist, samt hvad der ligger til grund for valget af at dedikere værket til ofrene fra Utøya?
– Hvad har det betydet for dig som komponist at skrive et rekviem?
– Det betyder rigtig meget. Jeg har arbejdet i forskellige spor gennem hele min karriere. Jeg er uddannet kirkemusiker, jeg har et tæt forhold til religion og har derigennem skrevet en hel del kirkemusik. Jeg har ligeledes skrevet en del vokalmusik, en hel række operaer og tilmed også nogle symfoniske værker. Jeg oplever mit rekviem som et musikalsk samlingspunkt, hvor alle disse spor integreres og danner ét værk. Rekviemmet består af kirkemusik, vokalmusik og symfonisk musik. Det er jo med sin billedskabende tekst et meget dramatisk værk ligesom operaen. På den måde er al mit kompositoriske arbejde her forenet i ét samlet værk – et værk, som jeg har lagt rigtig meget af mig selv i.
Et rekviem er et enormt stort format at arbejde med, da det tematiserer nogle helt grundlæggende larger than life-spørgsmål, som besidder en form for universel og eksistentiel karakter. Ligesom i en vellykket opera løfter tematikken sig op over historien til et mere almengyldigt, overpersonligt og arketypisk lag. Det har været en meget omfattende, men også en meget tilfredsstillende proces at komponere værket.
– Har din skriveproces adskilt sig fra dit tidligere arbejde?
– Det har været en meget anderledes opgave. Og det tror jeg hænger sammen med, at et rekviem jo i sagens natur er den blodige alvor ... en komponist skriver ikke to rekviemmer. Det er et massivt, enkeltstående statement. Derfor har jeg måttet tage langt tilløb, inden jeg gik i gang med værket. Ideen opstod mens jeg skrev operaen I-K-O-N™, der blev vist på Det Kongelige Teater, og det er altså 10 år siden nu. En dag spurgte én fra teatret mig, om jeg nogensinde havde overvejet at skrive et rekviem. Jeg havde sådan set gået med tankerne tidligere, men min kollegas opfordring skubbede mig i den rigtige retning.
Dernæst var der en masse andre tilløb til det. Jeg havde en sæson i 2005, hvor jeg var huskomponist for Sjællands Symfoniorkester, og egentlig lavede jeg en aftale med dem om, at jeg skulle skrive et rekviem som en del af min tid hos dem. Så skete der forskellige ting, nogle hørte om det, og pludselig kom det på tale, at det kunne blive en DR-bestilling i stedet, hvilket jeg jo selvfølgelig blev enormt glad for. Det betyder, at man får stillet helt kolossale ressourcer til rådighed.
Sådan startede det hele. Da jeg havde færdiggjort de sidste projekter hos Sjællands Symfoniorkester i 2006, gik jeg for alvor i gang med at skrive. Og sådan fortsatte jeg forholdsvis intensivt gennem de efterfølgende tre år. Et arbejde, der bragte mig utrolig meget glæde, men også et arbejde med en ufattelig tyngde; rekviemteksten er enormt tung at arbejde med!
– Hvor har du fundet inspirationen til at skrive et så åndeligt og religiøst værk?
– Inspirationen opstod, da præsten i den kirke, hvor jeg arbejder som organist, præsenterede mig for Simon Grotrians tekster. Jeg blev hurtigt utrolig betaget af hans arbejde. Grotrians tekster er så malende, de kalder nærmest på musikken, og så omhandler de i øvrigt tematikker, som har optaget mig gennem mange år.
Jeg var ung i en periode, hvor hele ungdommen var præget af stor sorgløshed. Hvor hele verden åbnede sig, og peace, love and harmony var på alles læber. En ekspansiv flowerpower-generation, som egentlig levede på en enorm, og på mange måder også naiv, optimisme. Den havde sine skyggesider. Mange af mine jævnaldrende døde af overdosis, mens andre endte deres ungdom i forfærdelige misbrug. Men grundlæggende herskede der en fantastisk optimistisk stemning, en stemning som jo har ændret sig radikalt i dag. Hvis jeg spørger mine børn, hvad deres syn på verden i dag og på fremtiden er, så bliver de mørke. Global opvarmning, terrorfrygt, indvandrerdebatter, sult, hungersnød og alverdens andre nærværende trusler truer verdensfreden i dag.
Derfor synes jeg, at mit Requiem bliver samtidsrelevant – jeg er ikke sikker på, at jeg havde skrevet et rekviem i 1968. Værket knytter sig til stemningen i vores epoke, og det har jeg yderligere forsøgt at understrege ved at lade Simon Grotrians tekster være omdrejningspunktet for hele værket. Teksterne er frit associerende, utrolig syrede, og har jo i virkeligheden meget til fælles med rekviem-teksterne i deres billedlige natur. Grotrians tekster er som en forunderlig fusion af Kingo, Frank Zappa og Halfdan Rasmussen. På en måde har hans tekster lidt af det hele, og er derfor utroligt inspirerende at arbejde med.
– Du har valgt at skrive rekviemmet i det helt store format: Symfoniorkester, solister og to kor. Hvorfor har du valgt netop dette store format?
– Når DR kommer ind over projektet, så åbner der sig nogle muligheder. Én af mulighederne kommer i form af de enorme musikalske ressourcer, de stiller til rådighed. Samtidig er rekviemmet jo ikke en lille sag. Især i teksterne males der med store penselstrøg, og derfor fortjener værket at blive opført i det helt store format. På den anden side har jeg jo valgt et helt andet format til Grotrians sange, for dér er hverken orkestret eller koret med. Der er faktisk kun et orgel, og så er der Teitur, som opfører versene.
Teiturs stemme er fra en anden verden, så et eller andet sted vil man også i selve formen opleve en spænding mellem den gamle – og den nye verden. At tingene har et tematisk fællesskab, men med et forskelligartet tidsmæssigt udgangspunkt.
– Til sidst kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor du har valgt at dedikere værket til ofrene på Utøya?
– Det havde jeg rigtig mange overvejelser omkring. Jeg havde på ingen måde lyst til at slå plat på andres tragedie – eller at lave et PR-stunt på bekostning af andre menneskers lidelser. Men på den anden side havde jeg det altså sådan sidste sommer, da retssagen mod Anders Breivik fandt sted, at det var så uhyrlig og sjælsrystende at høre de overlevende fortælle om de dramatiske timer på Utøya. Hvordan de havde overlevet, ved at lade som om de var døde i en bunke af omkomne kammerater. Det er så uhyrligt grænseoverskridende. Der er dén historie at fortælle, og så er der 11. september – begge ufattelige og dybt tragiske hændelser med hver sit religiøse, fundamentalistiske udgangspunkt. To frygtelige eksempler på, hvad religiøs fundamentalisme kan drive mennesker til, og hvordan det kan bruges til at legitimere forbrydelser og ugerninger. Jeg følte et behov for at bruge denne anledning til at markere, at det ikke er min opfattelse af, hvad kristendom og religion handler om. For mig er det i virkeligheden et partsindlæg. En medfølelse med alle de mennesker der stadig lider af smerter og eftervirkninger af tragedien, men også et personligt behov for at fortælle, at religion handler om andet end at slå hinanden ihjel i Vorherres navn. Dét vil jeg gerne markere med værket.
– Interviewer: Mads Tamborg, Wilhelm Hansen Musikforlag
Media
Scores
Score preview
Features
- New sacred Nordic Music
- Discover new sacred music by Nordic composer's who are refreshing the historical genre with contemporary passions, oratorios and gospels.